De sidste dage - lidt forsinket

Er hjemme i DK igen - rart - og skal nu prøve at huske de sidste dage fra Spanien..

Kort sagt :)

• Spanien x mange
• Andorra x 1
• Frankrig x 2

• = 1600 km

Hvorfor bliver man altid så ustyrlig nervøs når man skal nå et fly. Selvom man har sagt til sig selv, at man har RIGELIGT tid (3,5 time til at tage metroen 16 stop og 3,5 time til at finde det rigtige sted i lufthavnen - sådan cirka) har man stadig koldsved og klamme hænder fra man vågner op og til man står ved gaten. Men i hvert fald nåede jeg både lufthavn og en ordentlig morfar i lufthavnen og boardede.
Og så skal det siges, at godt nok er Ryan Air meget, meget billig, men for 40 euro fik jeg altså en tur fra Madrid til Barcelona med fast sæde, ingen reklamer og meget mindre stress. Har da sjældent haft en mere behagelig tur (også fordi den søde, nuttede mand, der sad ved Check-in lod mig få en bræk-ryggen-tung kuffert med!). Flyv med SpanAir. Eneste lille men var en kineser (jeg synes i forvejen lidet godt om den slags mennesker), der var blevet syg og harkede og spyttede, så jeg var ræd for om man havde pådraget sig noget fugleinfluenza.

Det var skønt at se forældrene igen.

DOG: Dagen før finder jeg ud af at jeg flyver ind til Barcelona Airport, og de flyver til Girona! Jamen! Nå, men i hvert fald kommer de og henter mig i en post (!) bil, og vi kører mod et monistery. Fam. Holst Andersen er på tur igen :) Det er dog meget flot - udsigten er fænomenal - og tror mutti er glad for at hun tog med derop, trods alt. Hendes højdeskræk kommer jeg tilbage til senere.

Derefter kører vi til Vic og efter meget lang tids kørsel og leden efter et hotel, finder vi ENDELIG et. Det var regn og faderen var ikke så tilpas med at køre et helt nyt sted i et forfærdeligt regnvejr. Forståeligt nok.

Dagen efter tager vi til Girona og ser en gammel by. Desværre kommer vi ca. 2 min for sent til at se kirken, men vi når da at se et gammelt arabisk bad - fedt, de havde sans for luksus dengang - og gå en tur i byen. Meget hyggelig i øvrigt.

Derefter går turen til Empurés, en gammel romersk OG græsk by anlagt da ruder konge var knægt. Fantastisk udsigt, Asklepion (lægekundskabens gud) og et hyggeligt lille museum og frem for alt: Ruinerne var mere end 10 cm høje. Conimbriga go home! Specielt deres Forum (?) var fedt, man kunne virkelig føle fortidens sus. En fallos på ydermuren var også ganske interessant udsmykning!?

Videre til Salvador Dalís museum i Figueres - havde jo fået en lille forsmag på moderne kunst i Madrid, men dette gav en større forståelse - ikke af Dalís tanker, men omfanget. Han var virkelig en fantastisk kunstner af format og hans fantasi satte ingen grænser! At han selv hvade indrettet dele af museet gjorde det også endnu mere specielt. I øvrigt er det også bare bedre at se på kunst med andre!

Derefter en kort tur på 200 km til Andorra. Planlagt rejsetid 2,5 time i følge GPS'en, dvs. kl. 20. Godt så!

Her følger en officiel undskyldning fra min side: Undskyld mor! Jeg lover at jeg aldrig mere vil gøre nar af din højdeskræk i bjerge! Det gik sådan set meget godt i starten, gode veje, fine forhold og fantastiske udsigter. Men så blev det mørkt og der var ca. 180 km tilbage og snoede veje, som ingen kan forestille sig. Der var sving for hver 300 m eller mindre og jeg kunne følge det hele på GPS'en. Dvs. jeg sad og sagde "skarpt sving til højre", "30 graders sving til venstre", "halv skarpt sving til højre" osv. som en anden rallykørers hjælper mens mor sad og bremsede.. Bagi. Det var dælme ikke særligt skægt. Faderen nød det dog.
Værst var det, da en tyk, tyk tågebanke lagde sig oppe i bjergene (vi var i ca. 1500 meters højde). Damn! Vi kunne måske se 25 meter frem og klokken var 21 og det hele syntes håbløst. Måske også fordi jeg rent faktisk kunne se, at vi stadig var meget langt fra Andorra!

Endelig, endelig nåede vi dog frem - klokken var vist halv 11 - og vi for ned på en restaurant for at få noget i skrutten. Lidt kulrede efter så mange timer med max adrenalin i blodet. Men hvad sker der så?! Super Bock forefindes på baren ved siden af, så efter aftensmad var det ind og få en enkelt. Det er moderens nye favoritøl - nej, jeg er ikke adopteret :)

Turen tilbage til hotellet var ganske munter. Enough said!

Fredag morgen så vi Andorra de Villa, hovedspaden i Andorra og en handelsby for spaniere pga. lavere taxes. Vi så dog kun Hermés, Dolce & Gabbana, Rolex osv., så vi skulle ikke have købt noget denne gang. I stedet gik turen til Spanien igen, og på turen ud af Andorra så vi (og det er virkelig ingen overdrivelse) 70 km. kø for at komme IND i Andorra. Shit mand. Vi undrede os - fandt på virkelig ærgelig måde svaret senere.

Kodac moments en masse! Damn, en flot tur - dels pga. super vejr, dels pga. en meget lang detour, som fik os ledt af en meget smuk vej gennem Aragonien. Blandt andet gennem en kløft, hvor det føltes som vi til sidst ville sidde fast! Frokosten blev gjort på Coimbra-Style med brød, ost, pålæg, oliven og hvad hjertet ellers kan begære. Jeg har seje forældre. Vi spiste dog et sted, der mindede om en losseplads - utroligt at folk kan behandle naturen på den måde. Men hyggeligt var det.

På et tidspunkt bliver bjergbestigningen dog for meget for moderen, men bjergene er også stejle og autoværnet er ikke altid tilstede. So?! What to do?! Vi doper hende! En af fars traquilizers og så var den i vinkel :)

Omkring kl. 18 indledtes jagten på et hotel. Den varede til kl. 10, ja, 4 timer! Alle steder vi gik ind - var det så et lille, snoldet sted in the middle of fucking nowhere eller et kæmpe hotel midt i øhm.. alt - var svaret "completo". Nå. Det viste sig at der var national holliday in Spain. Den største af slagsen og der, hvor ALLE tager på ferie. Så ingen hotelværelser. Virkelig vildt! Vi var begyndt at planlægge overnatningen i bilen, mor på bagsædet og far og jeg på hver sit forsæde, da ideen kom til os: Vi kører sgu til Frankrig! Til h. med Spanien, vi krydser grænser og finder et sovested der!

Vi fandt dog et hyggeligt sted på vejen dertil (dog kun ca. 6 km fra grænsen). Sidste værelse men billigt og aftensmad med i købet. Hvor var det vildt at gå derind og sige "completo?" med mundvigene nede om anklerne og så få afvide, "si si". Damn.

Lørdag ville faderen til Frankrig (2. gang), så sådan blev det. Men - det var nu okay - i hvert fald fantastiske udsigter og det er altid pudsigt at se et skisportssted, Formigal, om sommeren. Derefter til Jaca og en tur i kirken og en kop kaffe på torvet. I blændende sol...

Så gik turen til Monisterio de Juan del Peña - et kloster, der er muret ind i væggen af en klippe. Og som så mange andre ting, vi havde set, lå det højt, højt oppe af en lang, lang, kroget vej. Ikke altid saugeil - og mor blev da også inde i bilen, da far og jeg måtte ud og knipse den fantastiske udsigt. Desværre (for Mutti og Vatti) kom vi ligesom de middagslukkede - igen - og vi måtte nøjes med at se det udefra. Men det var nu også imponerende nok!

Og så må jeg virkelig tage hatten af for de gamle - de er jo purunge indeni! I hvert fald nød de vores picnic i fantastisk vejr midt på en kæmpe græsplæne, omgivet af en masse spaniolere MINDST lige så meget som mig. Virkelig fedt! Som sagt, er ikke adopteret alligevel :)

Jeg har udviklet en sær interesse for gamle kick-ass-borge. Synes virkelig de er seje (tænk bare på the big-ass tower - se Guimaräes, hehe). Så lillepigen ville op og se en borg, der hed Loarre og sådan blev det. At det lå højt, at vejen derop ikke havde skyggen af autoværn på trods af sindssyge sving og mange åndssvage turister, kunne jeg vel teknisk set ikke vide. Men en ting er sikkert, var det fars valg af seværdighed, var han ikke sluppet levende fra den beslutning!

Faktisk endte turen derop med at blive ganske morsom idet vi mindedes mors køretur i Grækenland (HELT oppe ad klippevæggen, i modsatte side af vejen og Johan der antød, at det var på tide at skifte chauffør) - mor og jeg havde i hvert fald tårer i øjnene af grin - sådan som kun Holst Andersen'erne gør det, når noget er vanvittigt skægt.

Borgen var fed - der er masser af billeder fra den, og det er bare så imponerende, hvad man har kunnet bygge for 1000 år siden! Og udsigten - damn! Lidt noget andet end udsigten fra GøteBORG Allé 14, 1.-14d2!

Vi kom helskindet ned, og turen gik så mod Madrid. Det var lørdag, som sagt i weekenden, hvor aller, allerflest spaniolere tog på ferie, så vi var lidt nervøse. Vi besluttede dog bare at køre så langt, vi kunne, mod Madrid og så ellers krydse fingre. Vi ende i en by ca. 2,5 times kørsel fra Madrid og - jo - vi fandt et hotel, og der var mad kl. 21... Fint nok, i øvrigt - men det blev altså indtaget i selskab med en masse pensionister!! :) Der var åbenbart ældretræf, den lørdag - måtte i øvrigt lige passe på faderen, så han ikke forsvandt i mængden. Men moderen følte sig vist ganske ung. Bagefter fik vi en enkelt øl, men så blev der ellers spillet op til dans med forfærdeligt og højt musik, så vi valgt at hit the bed - vi skulle jo også halvtidligt op næste dag.

Søndag - sidste dag på min rejse, ikke til at forstå - kørte vi så mod Madrid. Vi havde semi-god tid, så nåede lige at se mudejar/gotisk bygningsværk i Guadelajar. Meget fint og meget kulturagtigt. Og lige til TP. Så til lufthavnen, aflevere bilen og vente på check-in. Flyet var forsinket, men mødte nogen fra Aalborg i køen ved gaten - meget hyggeligt.

Turen hjem var ganske enkelt fantastisk - en studie i geologi! Der var overhovedet ingen skyer, så vi kunne se sletter, udtørrede floder, gammel havbund og BJERGE! Masser af bjerge - nogen endda med sne på - så bl.a. Mount Blanc. Sad og råbte (!) med faren hele vejen. Fedt at se nogen af de bjerge, som vi kunne huske, vi havde set! Så fantastisk utroligt - virkelig anbefalelsesværdigt (hvis man kan få vejret til at arte sig :). Men så blev det mørkt og skyerne opstod nord for alperne. Og det tog FORFÆRDELIG lang tid, resten af turen. Ville bare HJEM!

Og endelig - Danmark - pivkoldt og kedeligt. Men Danmark, fædrelandet, og det var savnet!

Så mærkeligt at komme hjem igen - sove i egen seng og stå op og være tilbage i det daglige trummerum. Men lækkert at se alle vennerne og få knus og kys (næsten) da man så dem igen. Hvorfor gør vi egentligt ikke altid det :)

Tak, mutti og vatti, for nogle fantastisk hyggelige dage. En forrygende afslutning, som under INGEN omstændigheder kunne have været bedre!

Bloggen er ved at være ved vejs ende - rejsen har været det i over en måned. Får stadig kriller i maven, når jeg mindes den. Tænk engang - så lang tid! Så mange oplevelser, den ene bedre end den foregående! Så meget tid med ren lykke!

AT REJSE ER AT LEVE...