Fantastiske onsdag og health care helvede

Mandag er Rotary-tid i New London, og da både Andy eller Shelley havde andre planer, tog Katie med. Det var samme sted som sidst – i kælderen af en kirke. Og maden var den samme, barbecue pork, dvs. svinekød i barbecuesovs på hvidt brød med chips til. Hehe, jeg gad nok vide, hvad nogen af de finere ganer i Brønderslevs Rotary klub havde sagt til den omgang. Eller far, for den sags skyld.

Der var nærmest kun velkendte ansigter, utroligt efter så mange år. Hyggelig og god stemning og op på talerstolen med mig! På med RPS (Rotary Plastic Smile), takke mrs. C fordi hun tog mig med i bønnen før vi spiste, takke igen fordi jeg måtte være udvekslingsstudent hos dem og deres hjælp, sige at det var en fantastisk og kæmpe oplevelse. Fortælle lidt om, at jeg tog 3 års high school, og nu er på mit 4. år på medicinstudiet, sige at jeg skulle hilse fra mine forældre og sige mange, mange tak for den enestående chance for at være udvekslingsstudent og bare sige tak endnu engang. Du havde været stolt af din datter, Mutti! Anyhow – Dr. Harwood spurgte bagefter til uddannelsessystemet i Danmark, og efter at have fundet ud af, at jeg ikke var helt novice, spurgte han om jeg havde lyst til at se hospitalet i Norwalk. JA, for katten!

Så onsdag tog jeg bilen til Norwalk, og havde fornøjelsen af Dr. Norwalk de første par timer. Han er praktiserende læge i New London, og familien Suvar var bestemt ikke fans af ham! Jeg prøvede at være objektiv, men Vorherre bevares!? Hans ”bedside manners” var frygtelige – han talte ned til patienten, lyttede ikke til dem, og sidste patient var hans beskeder: ” Hej, hvordan går det, jeg får en specialist til at se på dine tests, så ser vi om vi kan udskrive dig i aften”. Og sådan tjente han 50 dollars. Men det er vel mere systemet, det er galt med.

Det skal siges, at praktiserende læger kan følge deres patienter ind på hospitalerne. Hvorfor ved jeg ikke – han sagde at han var old-fashioned. Come on!?

I USA bliver lægerne betalt direkte af forsikringsselskaberne, og det betyder altså at jo flere test, man kan køre patienterne igennem, jo flere penge ryger ned i fars pung. I sidste ende betaler patienterne for det.

Sidehistorie 1:
Andy fik nyresten sidste år – måtte på hospitalet pga. kraftige smerter. Resultat: Andys health insurance gik op. OG: Shelley gik også op – fra 600 til 900 dollars pr. måned, selvom hun og Andy har forskellige forsikringer (dog hos samme firma). Og 300 dollars er mange penge midt i en hård, økonomisk nedgang i USA, skal jeg hilse at sige.

Sidehistorie 2:
Jeg stod på McD og tog et billede af priserne – en BigMac menu koster 20 kr. En fremmed mand spørger om jeg er på arbejde – jeg svarer nej, og vi kommer i snak. Straks falder snakken om jobs, der forsvinder, tvangsauktioner, folks problemer med at betale health insurance osv. Det må være slemt, når man i den grad har brug at fortælle det til komplet fremmede folk.

Anyways – jeg var bestemt ikke imponeret af Dr. Harwood – en fantastisk gjorde han dog: Introducerede mig til Dr. Karnik. En lille bitte mand fra Indien, og lige så sød som dagen er lang. Dr. Karnik er cardiolog, og tilhænger af den europæiske måde at praktisere medicin på. Den har 3 faser: Spørg og lyt, undersøg patienten og brug så de små grå. Og ordiner tests, hvis det er nødvendigt. Den amerikanske version ville være: Se patienten, ordiner tests, analyser resultaterne. Eksempel: En generel manuel undersøgelse af kroppen koster 150 dollars. EKG, ultralyd af hjertet og blodprøver: 1500 dollars.

Og derudover bliver lægerne betalt efter hvor mange piller, de kan prakke patienterne på. Sindssygt system. Vores fineste opgave er at gøre os selv arbejdsløse - og det er bare ikke foreneligt med samtidig at skulle tjene penge på arbejdet.

Nå.. Det tager jo helt overhånd, det her.

Dr. Karnik var den sødeste mand, og helt vildt glad for at se mig – han mente at han ville lære meget af ham. Nå, nå. Og jeg fulgte med ind til patienterne, hvor jeg fik lov til at lytte, undersøge og blev quizzet i alt muligt. Alt gik ikke lige godt, men han var bare så positiv og havde tålmodighed. Jeg tror ikke, der var nogen patienter, som han ikke enten tog piller fra, eller gav dem noget billigere. Ifølge ham er 20 procent af de patienter, der er i behandling for forhøjet blodtryk, velmedicinerede. Altså at de har 130/80, som der anbefales. En gut kom ind – hyggelig fyr, men også nervøs. Han havde 180/110 – alt, alt for højt. Lægen spurgte mig, hvad jeg syntes vi skulle gøre.. Hjertets pumpefunktion var nedsat så meget, den kunne, så det eneste var – populært sagt – at fjerne væske fra systemet, så trykket blev mindre (at jeg svarede Loop-diuretika i stedet for Thiazid-diuretika vælger jeg at springe op og falde ned på). Men helt utroligt at den alment praktiserende læge ikke har ordineret dette!

Kæmpefejl.

Noget helt andet: Jeg har gået og frygtet klinikken i Silkeborg lidt, har i hvert fald haft mareridt så tidligt som først i juli. Men det er anderledes nu – glæder mig til at prøve den anden side af marerids-studiet. Det troede jeg ikke var muligt..

En fantastisk spændende dag – og nu skal jeg være kardiolog.