Forberedelserne til turen har været uovertrufne for mit vedkommende, grundet to 11 timers nattevagter uden internet et par dage før afrejse. Også pinagtige – her tænkes på mit besøg hos rejsemedicinsk klinik, hvor den snart 8. semesters medicinstuderende ikke kunne huske hverken vaccinationskort eller hendes vaccinationer. For hulan! Det er typisk ikke godt, når lægen siger: ”Åh gud – jeg tør slet ikke tænke på, hvad der sker når du får børn”. Æv...
Men når i vanlig stil det hele, og ydermere at klippe 2 personer og strege 90% af en utrolig omfattende to-do-list.
Ellen og Astrid, mine to niecer, er fantastisk søde. Er der noget bedre end at råbe: ”HEJ PIGER!” og få to unger stormende mod en og give kæmpe knus? Vi brugte eftermiddagen på at lege og fik lækker aftensmad og dessert før ungerne skulle puttes og jeg kunne få 6 timers søvn inden rejsen for alvor begyndte. Det var mellem 1 og 2 timer mere end de foregående 4 dage, så skønt :)
Flyet var lidt forsinket ud af København, men alt klappede i London, så jeg var ved gaten i god tid. Grundet elektronisk self check-in i København (velkommen til 2008) skulle jeg have mit boardingkort ved gaten, og det skabte en del forvirring. Og - jeg var sekunder fra at flyve FIRST CLASS!!! Det viste sig at de havde dobbeltbooket mit sæde - sikkert pga. ovenstående boardingpass-forstyrrelse. Jeg kom først - og den anden, der egentligt havde sædet gik op og spurgte stewardessen om hvad vi skulle gøre.... og blev sendt på First Class. FOR FANDEN DA! Og 8 timer er lang tid at surmule over at være på det rigtige sted på det forkerte tidspunkt.
Desuden var vi halvanden time forsinket ud af Heathrow, så jeg var temmelig muggen. Samme var stewardesserne, da jeg for 14. gang spurgte: Hvor meget forsinkelse har vi? Hvad skal jeg gøre? Hvad skal jeg skrive her? Not the favorite passenger, I tell you!
Vi endte dog kun ved at være 1 time forsinket, og alt gik helt perfekt i Chicago - der var ingen kø, og det tog kun 45 min at få bagage ud, checke ind, finde terminal og gate. Højt humør. Nåede da jo selvfølgelig at spæne gennem lufthavnen i strømpesokker med et stressniveau minimalt under nervøst sammenbrud. Det kan mærkes at man lever!
Men til en anden gang: Det var bare slet ikke faldet mig ind, at jeg kunne have taget et par dage i Chicago i stedet for at tage det hele i een køre. Og rejs ikke i klip-klapper.. De lader sig ikke løbe i. Det ved jeg så næste gang...
Hotellet i Miami var perfekt! Kunne sagtens have blevet der et par dage senere.
Og har i det hele taget mødt mange søde mennesker på turen herover: En englænder, som skulle på Highway 66-eventyr med sin far, en business man fra Miami og et par fra Arizonas ørken, som skulle på ferie på Barbados. Elsker mentaliteten hos resten af verden. Det kunne vi fremmedfjendske/generte danskere lære noget af.
Glæder mig også til mødet med over 600 medicinstuderende fra hele verden. Det bliver fantastisk – og kender næsten alle de danskere i delegationen. Dejlige mennesker. Gad vide hvilke internationale kriser, jeg skal løse denne gang? (sidst var det krisen med Sudan, jeg løste. Sudanesere er fantastisk søde mennesker!). Gad vide om jeg kan få dansk salatost til at hedde Feta igen? :)
0 kommentarer:
Send en kommentar