Jeg har ondt af Sarah. Set udefra har hun det svært: 24 år gammel, 3 børn under 3 år og har to jobs for at få økonomien til at løbe rundt. Nuvel, at få tre børn er vel hendes eget valg, og jeg ved ikke helt, hvorfor hun valgte at få børnene med så kort mellemrum. Måske fordi hun i så fald kunne ”få det overstået”, så hun kunne begynde i skole igen.
Anyways, hendes bekymringer slutter ikke der! Ben, hendes mand er rent ud sagt en nar. Jeg bliver så rasende, når jeg tænker på ham. Og det han gør imod Sarah. Han er simpelthen det mest egoistiske, lede væsen, jeg har mødt!
Jeg har ikke snakket med Sarah om det, nej, nej. Faktisk har jeg kun snakket med Jenn og Kate om det – men da jeg gav et lille hint om, hvad jeg egentlig syntes om Ben, så blev der åbnet for sluserne.
Det viser sig, at Sarah i realiteten er enlig mor. Ben gør intet for at hjælpe. INTET! Før Sarah skal arbejde, tager hun alle tre børn op – alene – mens han ligger og feder den i sengen. Snakken faldt på emnet den aften, hvor hele familien var samlet til mine hakkedrenge med bløde løg, og Sarah sagde: ”Ja, du sover jo også bare videre om morgenen”. Ben svarede: ”Shut your f* mouth, how long do I lay in bed? How long, Sarah?”. Alle stirrede bare på ham – hallo mester! Det er jo ikke et spørgsmål om at du kun får 20 min ekstra end Sarah, og at du har, åhh, så meget mere brug for at sove (det var godt nok heller ikke dig, der var oppe og give Oliver flaske kl. 02). Men... det faktum at du ikke hjælper til!
Desuden har de ikke en van til 6-7 personer. De har en truck. Fordi Ben ville have en smart truck. Og ifølge Jenn, så betaler de 500 dollars af på den pr. måned – mere end Jenn og Jeff betaler i husleje. For et hus, vel at mærke. Hermed fås grunden til, at Sarah skal arbejde to forskellige steder - over 50 timer om ugen, vil jeg tro. Vi var desuden ude at spise i søndags, og Ben gør intet for at hjælpe børnene. Shelley har Maddie, og Sarah sørger for at Oliver og Wyatt spiser. Ben lader kun allernådigst sit blik vandre over børnene, hvis de ikke opfører sig ordentligt og træder i karakter. Hvilken karakter. Du skal jo ikke kun skælde børnene ud eller true dem med tæsk (.. vel mest for at vise os andre, at han er bossen i den familie). Han prøvede at lege med Oliver, men tog ham ned, da Oliver blev ”for kedelig”. Det virkede bare så falskt!
Han snakker så grimt til hende – kalder hende det ene og det andet. Og kalder børnene det ene og det andet. Andy og Shelley, derimod, slikker han i r*ven – lige så meget som for 7 år siden. De er klar over det, ingen tvivl om det. Men pinligt, det er det! Hold dog op, og opfør dig ordentligt!
Ifølge både Katie og Jenn tog Andy og Shelley en snak med Sarah før hun og Ben blev gift: De ville sikre sig at hun virkelig ville giftes med ham. Det ville hun... Nå, ja, men der var vist noget med, at Sarah ikke just var Andys favorit, og at en jernkæde sagtens kunne bruges, når grisene ikke bidrog sufficient til opdragelsen. Ej, pjat – sådan noget har da ingen indflydelse på ofrene senere i livet. Eller hvad?
Men Ben er en verdensmand – turer hver weekend, siges det. Han blev totalt mopset i går fordi 1) Sarah ikke ville tage Oliver over til Jenns hus, fordi det lå modsat hendes arbejde og Ben ville køre forbi Jenns hus kort tid efter (Sarah havde selvfølgelig skiftet ble og gjort ham klar til afgang inden hun mødte på arbejde kl. 07 – Ben har i øvrigt ferie for tiden) og 2) Fordi Jennifer ikke ville stå ud af sengen kl. 07 og hente Oliver. Verdensmand, verdensmand!
Ikke nok med det – Sarah burde og ville sikkert forlade ham, men det lader sig ikke gøre. Af økonomiske årsager – Ben ville uden tvivl få børnene, dels fordi han er uddannet og tjener penge, dels fordi hans mor har økonomien (og hadet til Sarah) til at kunne garantere for børnenes fremtid.
Så hvad gør Sarah? Finder sig i det, og lader børnene køre deres eget show. Jeg mener, de er søde og sådan, men meget forkælede og jeg har sjældent set en 3-årig, der prøver så mange grænser af.
Gad vide om han savner sin far?
lørdag den 30. august 2008
Fantastiske onsdag og health care helvede
Mandag er Rotary-tid i New London, og da både Andy eller Shelley havde andre planer, tog Katie med. Det var samme sted som sidst – i kælderen af en kirke. Og maden var den samme, barbecue pork, dvs. svinekød i barbecuesovs på hvidt brød med chips til. Hehe, jeg gad nok vide, hvad nogen af de finere ganer i Brønderslevs Rotary klub havde sagt til den omgang. Eller far, for den sags skyld.
Der var nærmest kun velkendte ansigter, utroligt efter så mange år. Hyggelig og god stemning og op på talerstolen med mig! På med RPS (Rotary Plastic Smile), takke mrs. C fordi hun tog mig med i bønnen før vi spiste, takke igen fordi jeg måtte være udvekslingsstudent hos dem og deres hjælp, sige at det var en fantastisk og kæmpe oplevelse. Fortælle lidt om, at jeg tog 3 års high school, og nu er på mit 4. år på medicinstudiet, sige at jeg skulle hilse fra mine forældre og sige mange, mange tak for den enestående chance for at være udvekslingsstudent og bare sige tak endnu engang. Du havde været stolt af din datter, Mutti! Anyhow – Dr. Harwood spurgte bagefter til uddannelsessystemet i Danmark, og efter at have fundet ud af, at jeg ikke var helt novice, spurgte han om jeg havde lyst til at se hospitalet i Norwalk. JA, for katten!
Så onsdag tog jeg bilen til Norwalk, og havde fornøjelsen af Dr. Norwalk de første par timer. Han er praktiserende læge i New London, og familien Suvar var bestemt ikke fans af ham! Jeg prøvede at være objektiv, men Vorherre bevares!? Hans ”bedside manners” var frygtelige – han talte ned til patienten, lyttede ikke til dem, og sidste patient var hans beskeder: ” Hej, hvordan går det, jeg får en specialist til at se på dine tests, så ser vi om vi kan udskrive dig i aften”. Og sådan tjente han 50 dollars. Men det er vel mere systemet, det er galt med.
Det skal siges, at praktiserende læger kan følge deres patienter ind på hospitalerne. Hvorfor ved jeg ikke – han sagde at han var old-fashioned. Come on!?
I USA bliver lægerne betalt direkte af forsikringsselskaberne, og det betyder altså at jo flere test, man kan køre patienterne igennem, jo flere penge ryger ned i fars pung. I sidste ende betaler patienterne for det.
Sidehistorie 1:
Andy fik nyresten sidste år – måtte på hospitalet pga. kraftige smerter. Resultat: Andys health insurance gik op. OG: Shelley gik også op – fra 600 til 900 dollars pr. måned, selvom hun og Andy har forskellige forsikringer (dog hos samme firma). Og 300 dollars er mange penge midt i en hård, økonomisk nedgang i USA, skal jeg hilse at sige.
Sidehistorie 2:
Jeg stod på McD og tog et billede af priserne – en BigMac menu koster 20 kr. En fremmed mand spørger om jeg er på arbejde – jeg svarer nej, og vi kommer i snak. Straks falder snakken om jobs, der forsvinder, tvangsauktioner, folks problemer med at betale health insurance osv. Det må være slemt, når man i den grad har brug at fortælle det til komplet fremmede folk.
Anyways – jeg var bestemt ikke imponeret af Dr. Harwood – en fantastisk gjorde han dog: Introducerede mig til Dr. Karnik. En lille bitte mand fra Indien, og lige så sød som dagen er lang. Dr. Karnik er cardiolog, og tilhænger af den europæiske måde at praktisere medicin på. Den har 3 faser: Spørg og lyt, undersøg patienten og brug så de små grå. Og ordiner tests, hvis det er nødvendigt. Den amerikanske version ville være: Se patienten, ordiner tests, analyser resultaterne. Eksempel: En generel manuel undersøgelse af kroppen koster 150 dollars. EKG, ultralyd af hjertet og blodprøver: 1500 dollars.
Og derudover bliver lægerne betalt efter hvor mange piller, de kan prakke patienterne på. Sindssygt system. Vores fineste opgave er at gøre os selv arbejdsløse - og det er bare ikke foreneligt med samtidig at skulle tjene penge på arbejdet.
Nå.. Det tager jo helt overhånd, det her.
Dr. Karnik var den sødeste mand, og helt vildt glad for at se mig – han mente at han ville lære meget af ham. Nå, nå. Og jeg fulgte med ind til patienterne, hvor jeg fik lov til at lytte, undersøge og blev quizzet i alt muligt. Alt gik ikke lige godt, men han var bare så positiv og havde tålmodighed. Jeg tror ikke, der var nogen patienter, som han ikke enten tog piller fra, eller gav dem noget billigere. Ifølge ham er 20 procent af de patienter, der er i behandling for forhøjet blodtryk, velmedicinerede. Altså at de har 130/80, som der anbefales. En gut kom ind – hyggelig fyr, men også nervøs. Han havde 180/110 – alt, alt for højt. Lægen spurgte mig, hvad jeg syntes vi skulle gøre.. Hjertets pumpefunktion var nedsat så meget, den kunne, så det eneste var – populært sagt – at fjerne væske fra systemet, så trykket blev mindre (at jeg svarede Loop-diuretika i stedet for Thiazid-diuretika vælger jeg at springe op og falde ned på). Men helt utroligt at den alment praktiserende læge ikke har ordineret dette!
Kæmpefejl.
Noget helt andet: Jeg har gået og frygtet klinikken i Silkeborg lidt, har i hvert fald haft mareridt så tidligt som først i juli. Men det er anderledes nu – glæder mig til at prøve den anden side af marerids-studiet. Det troede jeg ikke var muligt..
En fantastisk spændende dag – og nu skal jeg være kardiolog.
Der var nærmest kun velkendte ansigter, utroligt efter så mange år. Hyggelig og god stemning og op på talerstolen med mig! På med RPS (Rotary Plastic Smile), takke mrs. C fordi hun tog mig med i bønnen før vi spiste, takke igen fordi jeg måtte være udvekslingsstudent hos dem og deres hjælp, sige at det var en fantastisk og kæmpe oplevelse. Fortælle lidt om, at jeg tog 3 års high school, og nu er på mit 4. år på medicinstudiet, sige at jeg skulle hilse fra mine forældre og sige mange, mange tak for den enestående chance for at være udvekslingsstudent og bare sige tak endnu engang. Du havde været stolt af din datter, Mutti! Anyhow – Dr. Harwood spurgte bagefter til uddannelsessystemet i Danmark, og efter at have fundet ud af, at jeg ikke var helt novice, spurgte han om jeg havde lyst til at se hospitalet i Norwalk. JA, for katten!
Så onsdag tog jeg bilen til Norwalk, og havde fornøjelsen af Dr. Norwalk de første par timer. Han er praktiserende læge i New London, og familien Suvar var bestemt ikke fans af ham! Jeg prøvede at være objektiv, men Vorherre bevares!? Hans ”bedside manners” var frygtelige – han talte ned til patienten, lyttede ikke til dem, og sidste patient var hans beskeder: ” Hej, hvordan går det, jeg får en specialist til at se på dine tests, så ser vi om vi kan udskrive dig i aften”. Og sådan tjente han 50 dollars. Men det er vel mere systemet, det er galt med.
Det skal siges, at praktiserende læger kan følge deres patienter ind på hospitalerne. Hvorfor ved jeg ikke – han sagde at han var old-fashioned. Come on!?
I USA bliver lægerne betalt direkte af forsikringsselskaberne, og det betyder altså at jo flere test, man kan køre patienterne igennem, jo flere penge ryger ned i fars pung. I sidste ende betaler patienterne for det.
Sidehistorie 1:
Andy fik nyresten sidste år – måtte på hospitalet pga. kraftige smerter. Resultat: Andys health insurance gik op. OG: Shelley gik også op – fra 600 til 900 dollars pr. måned, selvom hun og Andy har forskellige forsikringer (dog hos samme firma). Og 300 dollars er mange penge midt i en hård, økonomisk nedgang i USA, skal jeg hilse at sige.
Sidehistorie 2:
Jeg stod på McD og tog et billede af priserne – en BigMac menu koster 20 kr. En fremmed mand spørger om jeg er på arbejde – jeg svarer nej, og vi kommer i snak. Straks falder snakken om jobs, der forsvinder, tvangsauktioner, folks problemer med at betale health insurance osv. Det må være slemt, når man i den grad har brug at fortælle det til komplet fremmede folk.
Anyways – jeg var bestemt ikke imponeret af Dr. Harwood – en fantastisk gjorde han dog: Introducerede mig til Dr. Karnik. En lille bitte mand fra Indien, og lige så sød som dagen er lang. Dr. Karnik er cardiolog, og tilhænger af den europæiske måde at praktisere medicin på. Den har 3 faser: Spørg og lyt, undersøg patienten og brug så de små grå. Og ordiner tests, hvis det er nødvendigt. Den amerikanske version ville være: Se patienten, ordiner tests, analyser resultaterne. Eksempel: En generel manuel undersøgelse af kroppen koster 150 dollars. EKG, ultralyd af hjertet og blodprøver: 1500 dollars.
Og derudover bliver lægerne betalt efter hvor mange piller, de kan prakke patienterne på. Sindssygt system. Vores fineste opgave er at gøre os selv arbejdsløse - og det er bare ikke foreneligt med samtidig at skulle tjene penge på arbejdet.
Nå.. Det tager jo helt overhånd, det her.
Dr. Karnik var den sødeste mand, og helt vildt glad for at se mig – han mente at han ville lære meget af ham. Nå, nå. Og jeg fulgte med ind til patienterne, hvor jeg fik lov til at lytte, undersøge og blev quizzet i alt muligt. Alt gik ikke lige godt, men han var bare så positiv og havde tålmodighed. Jeg tror ikke, der var nogen patienter, som han ikke enten tog piller fra, eller gav dem noget billigere. Ifølge ham er 20 procent af de patienter, der er i behandling for forhøjet blodtryk, velmedicinerede. Altså at de har 130/80, som der anbefales. En gut kom ind – hyggelig fyr, men også nervøs. Han havde 180/110 – alt, alt for højt. Lægen spurgte mig, hvad jeg syntes vi skulle gøre.. Hjertets pumpefunktion var nedsat så meget, den kunne, så det eneste var – populært sagt – at fjerne væske fra systemet, så trykket blev mindre (at jeg svarede Loop-diuretika i stedet for Thiazid-diuretika vælger jeg at springe op og falde ned på). Men helt utroligt at den alment praktiserende læge ikke har ordineret dette!
Kæmpefejl.
Noget helt andet: Jeg har gået og frygtet klinikken i Silkeborg lidt, har i hvert fald haft mareridt så tidligt som først i juli. Men det er anderledes nu – glæder mig til at prøve den anden side af marerids-studiet. Det troede jeg ikke var muligt..
En fantastisk spændende dag – og nu skal jeg være kardiolog.
tirsdag den 19. august 2008
Den nye epidemi...
OMG: Der er godt nok mange fede mennesker herovre! Og endnu flere fede børn. Vi var til marked i går, faktisk til cake-auction, og jamen! Der er så mange overvægtige, svært overvægtige og deciderede fede mennesker. Uha, jeg tør ikke at tænke på, hvordan de ser ud indvendig!
Mit "dårlig samvittighedsbarometer" har sprunget skalaen - vi spiser bare så fedt: Hvidt brød, peanutbutter, chips, is, slik etc. Jeg har dog købt æbler, har fundet havregryn og rosiner, så jeg ikke behøver at spise vafler eller pandekager med sirup til morgenmad.
Da jeg var i den lokale supermarked så jeg, at man kan købe Cookie-morgenmad.. Altså småkager forklædt som morgenmadsprodukt. Ekstra sundt for dine børn - masser af fibre og kalk. My ass! Helt ærligt! Ja, ja, vi fik Coco-pops til morgenmad som børn (tak mor!), men småkager? Nej nej nej! Det er virkelig svært at forestille sig hvor meget junk, der sælges alle steder - og hvilke størrelser, de sælges i! Og så er det så forbandet billigt, at man næsten ikke kan lade være. For 12 kr. kommer du rigtig, rigtig langt.
Jeg er ked af at sige det, men skulle jeg bo her i et år, ville jeg tage 40 kg på!
Jeg snakkede med Andy om hans helbred. Og prøvede at få ham til at gå til læge. Hans lillesøster fik en blodprop i hjertet, da hun var 42!!! Alarm, alarm! Men han er stædig (og så koster det jo kassen, hvis de finder noget, der er galt med ham). Det er trist, at penge skal afgøre personers helbred - men mon ikke vi snart ser samme mønster, hr. Fogh?! Ihh, denne stolte dansker glæder sig!?!? Men hos Andy kommer jeg til kort - har endnu ikke lige fundet ud af, hvordan man overbeviser (forhåbentlig ikke lykkeligt uvidende) fædre om, at man bliver nødt til at bekymre sig om sit helbred. For alles skyld...
Shelley prøver at smide de sidste kilo, og går samtidig nogle gange om ugen, hvilket er rigtig godt. Hun vejer vel 15 kg for meget, men ser ellers rigtig godt ud. Måske endda yngre end sidst, jeg var her? Hehe, der havde hun også yderligere tre børn derhjemme - der findes måske lidt af forklaringen..
Mit "dårlig samvittighedsbarometer" har sprunget skalaen - vi spiser bare så fedt: Hvidt brød, peanutbutter, chips, is, slik etc. Jeg har dog købt æbler, har fundet havregryn og rosiner, så jeg ikke behøver at spise vafler eller pandekager med sirup til morgenmad.
Da jeg var i den lokale supermarked så jeg, at man kan købe Cookie-morgenmad.. Altså småkager forklædt som morgenmadsprodukt. Ekstra sundt for dine børn - masser af fibre og kalk. My ass! Helt ærligt! Ja, ja, vi fik Coco-pops til morgenmad som børn (tak mor!), men småkager? Nej nej nej! Det er virkelig svært at forestille sig hvor meget junk, der sælges alle steder - og hvilke størrelser, de sælges i! Og så er det så forbandet billigt, at man næsten ikke kan lade være. For 12 kr. kommer du rigtig, rigtig langt.
Jeg er ked af at sige det, men skulle jeg bo her i et år, ville jeg tage 40 kg på!
Jeg snakkede med Andy om hans helbred. Og prøvede at få ham til at gå til læge. Hans lillesøster fik en blodprop i hjertet, da hun var 42!!! Alarm, alarm! Men han er stædig (og så koster det jo kassen, hvis de finder noget, der er galt med ham). Det er trist, at penge skal afgøre personers helbred - men mon ikke vi snart ser samme mønster, hr. Fogh?! Ihh, denne stolte dansker glæder sig!?!? Men hos Andy kommer jeg til kort - har endnu ikke lige fundet ud af, hvordan man overbeviser (forhåbentlig ikke lykkeligt uvidende) fædre om, at man bliver nødt til at bekymre sig om sit helbred. For alles skyld...
Shelley prøver at smide de sidste kilo, og går samtidig nogle gange om ugen, hvilket er rigtig godt. Hun vejer vel 15 kg for meget, men ser ellers rigtig godt ud. Måske endda yngre end sidst, jeg var her? Hehe, der havde hun også yderligere tre børn derhjemme - der findes måske lidt af forklaringen..
mandag den 18. august 2008
Indians game osv.
Fredag aften skulle vi ud og se Cleveland Indians game - helt vildt fedt fordi jeg aldrig har set en baseballkamp før. Hele familien skulle afsted - kun Oliver og Maddie blev hjemme, så jeg fik også mødt Jennifer og hendes kæreste, Jeffrey.
Vi startede naturligvis i Dollar General, hvor der blev købt snacks, der i øvrigt er fantastisk billige! Selvfølgelig skulle vi have 10 forskellige slags, og derudover peanuts og chips. Jamen! Det får vi da ikke spist! Det fik vi heller ikke, men sørme om der ikke blev gjort et godt indhug.
Deres stadium er kæmpestort. Virkelig kæmpestort. Jeg har ikke været i parken, meeen, 75000 fylder meget! Vi startede med nationalhymnen - selvfølgelig - så fedt at se alle stå med hånden over brystet til hele sangen.. Jeps, der er billeder. Kampen var lidt kedelig i starten, baseball er et meget langtrukkent spil, men så kom Indians foran og stemningen blev meget bedre. Højdepunket var Hang On Sloppy, hvor man midt i omkvædet skråler O... H... I... O..., mens man gør fagter for at vise bogstaverne med arme/krop. Fedt, fedt. Det gode ved USA er deres patriotisme. Naivt, måske, overdrevet, ja, men jeg elsker den fællesskabsfølelse, man får.
Anyways, the Indians vandt kampen, og fyrværkeriet bagefter var fantastisk. Men før dette, fulgte vi Michael Phelps' forsøg på den 6. eller 7. guldmedalje ved OL (det er svært at holde styr på dem ;). Det var i butterfly - jeg mener faktisk at han kun vandt med 1/100 sekund, og stemningen på stadium var bare fantastisk.. Så rørende at han bare er så meget bedre end alle andre!
Efter kampen tog Jenn, Jeff, Amy, Jason og jeg på bar - eller dvs. vi prøvede at finde en gratis parkeringsplads fordi Jenn er temmelig nærig.. Så det gik der 30 min med :) Forresten, så mente Andy og Shelley ikke at det med øl og barer var noget for mig, fordi, som de sagde: She's not a drinking type of girl. Nej, no ska' do satme ha' tak!
Det var meget skægt, men Amy og Jeff skulle arbejde kl. 7 næste dag, så vi var allerede på vej hjem igen kl. 00.30. Skægt som søstrene er forskellige: Katie er meget, meget overvægtig, og tydeligvis dybt forkælet og doven, Jennifer er virkelig en pæn pige, skæg og outgoing, Sarah virker overlegen, har 3 børn under 3, har en kæreste, Ben, som hun skændes med hver dag. Og Amy er kold. Sidstnævnte er nok den, jeg synes mindst om. Hun er egoistisk. Hun har inviteret mig med til det lokale enorme marked kun fordi jeg kunne hjælpe med at passe Sarahs børn. Jeg tror egentlig ikke hun gider mig. Uha, dette er nok et fortegnet billede af søstrene, men min blog, min mening.
En væsentlig ting er forandret hos the Suvars: De har ikke længere grise. "De er der kun for opdragelsens skyld", har Andy sagt til far. Godt så. De mener åbenbart at Katie ikke længere kan opdrages på - hun er 18 og bor som den eneste stadig hjemme - så grisene røg. Ingen savner dem, allerhøjest Andy. Måske også Shelley - så har hun ikke nogen at fare løs på (som ikke sladrer/får blå mærker). Nå, men anyways, ingen grise, ingen tidligt op om morgenen. DVS: SOVE LÆNGE! Åh, fantastisk. Jeg har prøvet at stå op kl. 08.30, for at se håndboldherrerne, men det har ikke kunnet lade sig gøre.
En ting er så tilgængæld nøjagtig som den var dengang: De snakker bare så grimt til hinanden, og hvis en af søstrene ikke er der, får hun en ordentlig omgang. Bitch, cry baby, annoying osv. Det kan godt blive belastende i længden - de siger aldrig noget godt om hinanden!
Vi startede naturligvis i Dollar General, hvor der blev købt snacks, der i øvrigt er fantastisk billige! Selvfølgelig skulle vi have 10 forskellige slags, og derudover peanuts og chips. Jamen! Det får vi da ikke spist! Det fik vi heller ikke, men sørme om der ikke blev gjort et godt indhug.
Deres stadium er kæmpestort. Virkelig kæmpestort. Jeg har ikke været i parken, meeen, 75000 fylder meget! Vi startede med nationalhymnen - selvfølgelig - så fedt at se alle stå med hånden over brystet til hele sangen.. Jeps, der er billeder. Kampen var lidt kedelig i starten, baseball er et meget langtrukkent spil, men så kom Indians foran og stemningen blev meget bedre. Højdepunket var Hang On Sloppy, hvor man midt i omkvædet skråler O... H... I... O..., mens man gør fagter for at vise bogstaverne med arme/krop. Fedt, fedt. Det gode ved USA er deres patriotisme. Naivt, måske, overdrevet, ja, men jeg elsker den fællesskabsfølelse, man får.
Anyways, the Indians vandt kampen, og fyrværkeriet bagefter var fantastisk. Men før dette, fulgte vi Michael Phelps' forsøg på den 6. eller 7. guldmedalje ved OL (det er svært at holde styr på dem ;). Det var i butterfly - jeg mener faktisk at han kun vandt med 1/100 sekund, og stemningen på stadium var bare fantastisk.. Så rørende at han bare er så meget bedre end alle andre!
Efter kampen tog Jenn, Jeff, Amy, Jason og jeg på bar - eller dvs. vi prøvede at finde en gratis parkeringsplads fordi Jenn er temmelig nærig.. Så det gik der 30 min med :) Forresten, så mente Andy og Shelley ikke at det med øl og barer var noget for mig, fordi, som de sagde: She's not a drinking type of girl. Nej, no ska' do satme ha' tak!
Det var meget skægt, men Amy og Jeff skulle arbejde kl. 7 næste dag, så vi var allerede på vej hjem igen kl. 00.30. Skægt som søstrene er forskellige: Katie er meget, meget overvægtig, og tydeligvis dybt forkælet og doven, Jennifer er virkelig en pæn pige, skæg og outgoing, Sarah virker overlegen, har 3 børn under 3, har en kæreste, Ben, som hun skændes med hver dag. Og Amy er kold. Sidstnævnte er nok den, jeg synes mindst om. Hun er egoistisk. Hun har inviteret mig med til det lokale enorme marked kun fordi jeg kunne hjælpe med at passe Sarahs børn. Jeg tror egentlig ikke hun gider mig. Uha, dette er nok et fortegnet billede af søstrene, men min blog, min mening.
En væsentlig ting er forandret hos the Suvars: De har ikke længere grise. "De er der kun for opdragelsens skyld", har Andy sagt til far. Godt så. De mener åbenbart at Katie ikke længere kan opdrages på - hun er 18 og bor som den eneste stadig hjemme - så grisene røg. Ingen savner dem, allerhøjest Andy. Måske også Shelley - så har hun ikke nogen at fare løs på (som ikke sladrer/får blå mærker). Nå, men anyways, ingen grise, ingen tidligt op om morgenen. DVS: SOVE LÆNGE! Åh, fantastisk. Jeg har prøvet at stå op kl. 08.30, for at se håndboldherrerne, men det har ikke kunnet lade sig gøre.
En ting er så tilgængæld nøjagtig som den var dengang: De snakker bare så grimt til hinanden, og hvis en af søstrene ikke er der, får hun en ordentlig omgang. Bitch, cry baby, annoying osv. Det kan godt blive belastende i længden - de siger aldrig noget godt om hinanden!
O-H-I-O
Hell yeah! She's back!
Jeg er tilbage i USA, nærmere betegnet en lille flække i det nordlige Ohio, New London.
Jeg ankom sent torsdag - efter en sindssyg dag: Startede med at vi kom for sent fordi dansk punktlighed (ja, læs: punktlighed fra undertegnede) åbenbart ikke liiige var sagen for mine venner fra Libanon og Indien. Og så selvfølgelig gutten fra Jamaica, der skulle køre os til lufthavnen tidligt torsdag aften. Nå, men 1 time og 25 minutter før vi skulle lette, ankommer vi til lufthavnen. Jeg vælger den forkerte kø (selvfølgelig), køen til security er nådesløs, så det ender med at vi må spurte ned til vores gate, da vi ikke har fået et sæde endnu. Gæt om det var i den modsatte ende af lufthavnen? Men rart at bevæge sig igen, selvom de mange måltider med buffet kunne mærkes bagpå.
I Miami var mit fly heldigvis forsinket, ellers havde jeg absolut ikke nået det. Og så.. Endelig: OHIO! CLEVELAND! Yahiii! I lufthavnen blev jeg mødt af Andy og Katie og en lille fyr.. En lille fyr?!?! Hvis var det?
Hm.. det var så Sarah's: og der var to børn mere!! Wyatt, Madeline og Oliver. Og de var 3 år, 20 mdr. og 8 mdr.! Pyha - men de var søde, og velopdragne.. Ja, ja.. Vent og se, sagde Andy :)
Ellers kom Amy, Jason, Sarah og Shelley. Sidstnævnte var PMS - hehe, noget jeg har fortrænget siden 2001. Ellers er hun bare blevet hys hele tiden. I hvert fald gav hun Katie et ordentligt fur fordi Katie ville hjælpe hende i køkkenet.
Hjemme ved Suvars havde de bygget over 100 km2 til: En kæmpe garage til deres endnu mere kæmpe biler og en 50 km2 stor udbygning til køkkenet. Vel et slags køkkenalrum. Ellers var alt som det plejer: Rodet, rodet og rodet!
En lang dag kom til en ende, så i seng med mig!
Jeg er tilbage i USA, nærmere betegnet en lille flække i det nordlige Ohio, New London.
Jeg ankom sent torsdag - efter en sindssyg dag: Startede med at vi kom for sent fordi dansk punktlighed (ja, læs: punktlighed fra undertegnede) åbenbart ikke liiige var sagen for mine venner fra Libanon og Indien. Og så selvfølgelig gutten fra Jamaica, der skulle køre os til lufthavnen tidligt torsdag aften. Nå, men 1 time og 25 minutter før vi skulle lette, ankommer vi til lufthavnen. Jeg vælger den forkerte kø (selvfølgelig), køen til security er nådesløs, så det ender med at vi må spurte ned til vores gate, da vi ikke har fået et sæde endnu. Gæt om det var i den modsatte ende af lufthavnen? Men rart at bevæge sig igen, selvom de mange måltider med buffet kunne mærkes bagpå.
I Miami var mit fly heldigvis forsinket, ellers havde jeg absolut ikke nået det. Og så.. Endelig: OHIO! CLEVELAND! Yahiii! I lufthavnen blev jeg mødt af Andy og Katie og en lille fyr.. En lille fyr?!?! Hvis var det?
Hm.. det var så Sarah's: og der var to børn mere!! Wyatt, Madeline og Oliver. Og de var 3 år, 20 mdr. og 8 mdr.! Pyha - men de var søde, og velopdragne.. Ja, ja.. Vent og se, sagde Andy :)
Ellers kom Amy, Jason, Sarah og Shelley. Sidstnævnte var PMS - hehe, noget jeg har fortrænget siden 2001. Ellers er hun bare blevet hys hele tiden. I hvert fald gav hun Katie et ordentligt fur fordi Katie ville hjælpe hende i køkkenet.
Hjemme ved Suvars havde de bygget over 100 km2 til: En kæmpe garage til deres endnu mere kæmpe biler og en 50 km2 stor udbygning til køkkenet. Vel et slags køkkenalrum. Ellers var alt som det plejer: Rodet, rodet og rodet!
En lang dag kom til en ende, så i seng med mig!
GA'en - part 2
Uha, internt: Vores præsident, Reza, havde snakket med SCORE-Directoren, der havde rost mig. Og så kom det til mig - skal jeg være den nye SCORE-D?
Det er en stor beslutning, som nok ville betyde at jeg skulle tage et år fri og give mig selv hen til de næste marts- og augustmøder.
En anden spiller dukkede pludselig op: Skal jeg være Training-D?
Og hvad er min rolle i IMCC? Research Exchange? Trainer? Training?
Uha - meget at tænke over, for det er helt sikkert fedt at være med på IMCC-båden og ikke mindst IFMSA-båden.
De sidste dage på GA'en blev også brugt til at slappe af. Jeg havde ikke været ved pool'en i dagslys før næstsidste dag på GA. Og det var også rart at have lidt prime-time alene, det har man brug for.
Sidste aften blev en hyggeaften mere end noget andet - man skulle lige have sagt de sidste farvel/på gensyn, så stemningen var overhovedet ikke til dødsdruk. Lars og jeg havde taget den tørn dagen før - meget skægt :) Der er nu noget over at gå ud og give den gas som 16-årige..
Det var hårdt at sige farvel, specielt til Hilke. Men håber at se dem igen på næste MM i Tunesien.. Et godt GA - måske det bedste. Mest fordi det har åbent mange døre til nye udfordringer. Så er det bare at finde ud af, hvilken dør at tage...
Det er en stor beslutning, som nok ville betyde at jeg skulle tage et år fri og give mig selv hen til de næste marts- og augustmøder.
En anden spiller dukkede pludselig op: Skal jeg være Training-D?
Og hvad er min rolle i IMCC? Research Exchange? Trainer? Training?
Uha - meget at tænke over, for det er helt sikkert fedt at være med på IMCC-båden og ikke mindst IFMSA-båden.
De sidste dage på GA'en blev også brugt til at slappe af. Jeg havde ikke været ved pool'en i dagslys før næstsidste dag på GA. Og det var også rart at have lidt prime-time alene, det har man brug for.
Sidste aften blev en hyggeaften mere end noget andet - man skulle lige have sagt de sidste farvel/på gensyn, så stemningen var overhovedet ikke til dødsdruk. Lars og jeg havde taget den tørn dagen før - meget skægt :) Der er nu noget over at gå ud og give den gas som 16-årige..
Det var hårdt at sige farvel, specielt til Hilke. Men håber at se dem igen på næste MM i Tunesien.. Et godt GA - måske det bedste. Mest fordi det har åbent mange døre til nye udfordringer. Så er det bare at finde ud af, hvilken dør at tage...
torsdag den 14. august 2008
Modella
Jeg vælger at kalde det en blanding mellem et opgør med Janteloven, en god omgang selvironi og så et lille skvjæt selvfed-hed. Jeg var ”Modella” på Pre-GA og GA’en. Jeg er ikke sikker på om folk forstod ovenstående, men det var helt fantastisk at se folk i hovedet, når jeg fortalte at min spidskompetence var modelling og at hvis de skulle have hjælp med poseringer eller valg af tøj, kunne de bare komme til mig :) Faktisk udviklede jeg – i en ordentlig brandert – flere lessons, som jeg gav til højre og venstre. Oftest i samme berusede tilstand. Det var SKÆGT!
Lesson 1: Neck and posture
Lesson 2: Face including lips
Lesson 3: How to do hand modelling
osv.
Tak til Tyra Banks og America’s New Top Model!
Første dag skulle vi til TNT skrive et “business card”, hvor vores navn, kælenavn, hjemland, og favorit is var. Og så skulle vi tegne os selv. Altså – selvfølgelig – var jeg da ”Modella” og jeg tegnede mig selv på liggende i bikini på stranden til første fotoserie. Folk måbede, og Laura og LM var selvfølgelig helt med på den. Good fun!
GA'en - part 1
Nogen fra delegationen mente at det var uetisk at diskutere verdens problemer på et super luksuriøst ressort. Men det fungerede sgu! Der var ingen problemer med maden (lækker, lækker buffet – en strålende modpart til sulte-helvede på Pre-GAen), alt lå tæt på hinanden. Og man holdt ikke generalforsamlingen i et forvokset havetelt. Stedet var gearet til at holde en 800 mennesker-stor kongres. Det virkede! Som Jacob (Mr. IFMSA i DK) sagde – hvis vi boede i telte, skulle vente i lang tid på maden og ikke fik udrettet noget, var det jo spild af tid og penge. Og .. vi fik ikke udrettet noget! Så fantastisk location.
Vi startede med Opening Ceremony, hvor der var fornemt besøg af Jamaicas præsident. Vi skulle rejse os for ham, meget skægt. Ville man gøre det for Anders F? Næppe. I øvrigt utroligt at man kan blive valgt med SÅ dårlige speaking skills, hvilken tørvetriller. I øvrigt siges det at han er et dårligt menneske og dybt korrupt. Men interessant at se hvordan andre lande behandler deres statspersoner.
De første dage gik med training, training, training. Og så fest om natten - var vist i hot-tubben hver aften. Min Research Exchange standing committee session startede fantastisk. Vores Director, Zineb, havde virkeligt oppet sig, så vi var "on time" og diskuterede ting, der virkelig var interessante. Imponerende.
På andendagen kom det berygtede, sagnomspundne og vidunderlige National Food and Drinking party. Aka. fri bar fra hele verden :)
Og - belært af tidligere tiders fejltagelser - var jeg i fin form. Undgik østeuropæisk hjemmebrænderi og holdt igen med (mystisk) mad. "Nå, nå, dit gule ildvand kommer i en Coca Cola flaske.. Nej tak!" og "Du siger det er fisk (det er grønt) og smager yum, yum.. Nej tak!".
En rigtig fin aften, med gensyn med nogen af de bedste venner fra hele verden og nogle endnu bedre billeder. Og samtidig blev der slået en tyk streg under det faktum at asiater ikke skal drikke alkohol. De mangler enzymerne til det, så nej, nej, nej. Jeg ved ikke hvor mange delegerede, der blev FADL-vagter den aften. Bl.a. blev en taiwaneser kørt væk på en baggagevogn. Jeg rakte ham et par plastic poser, hvorefter en amerikaner skreg at der ikke var tid til det - han skulle bare ud.. Og så kastede han op. Hehe, man kender vel en fuldesyg person, når man ser en :)
Jeg nåede også at give Modelling Lessons til den græske delegation, fantastisk at forvandle alfa-han'en til ens Modella-slave.. Haha!
Aftenen endte, som alle andre i poolen. Dejlig aften!
Vi startede med Opening Ceremony, hvor der var fornemt besøg af Jamaicas præsident. Vi skulle rejse os for ham, meget skægt. Ville man gøre det for Anders F? Næppe. I øvrigt utroligt at man kan blive valgt med SÅ dårlige speaking skills, hvilken tørvetriller. I øvrigt siges det at han er et dårligt menneske og dybt korrupt. Men interessant at se hvordan andre lande behandler deres statspersoner.
De første dage gik med training, training, training. Og så fest om natten - var vist i hot-tubben hver aften. Min Research Exchange standing committee session startede fantastisk. Vores Director, Zineb, havde virkeligt oppet sig, så vi var "on time" og diskuterede ting, der virkelig var interessante. Imponerende.
På andendagen kom det berygtede, sagnomspundne og vidunderlige National Food and Drinking party. Aka. fri bar fra hele verden :)
Og - belært af tidligere tiders fejltagelser - var jeg i fin form. Undgik østeuropæisk hjemmebrænderi og holdt igen med (mystisk) mad. "Nå, nå, dit gule ildvand kommer i en Coca Cola flaske.. Nej tak!" og "Du siger det er fisk (det er grønt) og smager yum, yum.. Nej tak!".
En rigtig fin aften, med gensyn med nogen af de bedste venner fra hele verden og nogle endnu bedre billeder. Og samtidig blev der slået en tyk streg under det faktum at asiater ikke skal drikke alkohol. De mangler enzymerne til det, så nej, nej, nej. Jeg ved ikke hvor mange delegerede, der blev FADL-vagter den aften. Bl.a. blev en taiwaneser kørt væk på en baggagevogn. Jeg rakte ham et par plastic poser, hvorefter en amerikaner skreg at der ikke var tid til det - han skulle bare ud.. Og så kastede han op. Hehe, man kender vel en fuldesyg person, når man ser en :)
Jeg nåede også at give Modelling Lessons til den græske delegation, fantastisk at forvandle alfa-han'en til ens Modella-slave.. Haha!
Aftenen endte, som alle andre i poolen. Dejlig aften!
Jamaica-Impressions
Ya Man! Reggae Man! No problem, man
Det er ikke en floskel – de siger faktisk ”ya man”, ”no problem, man” etc. ALL THE TIME. I starten tror man, at de gør nar af sig selv, men det er faktisk overhovedet ikke tilfældet. Reggae-musikken er alle steder – lidt skægt at høre ”suppe-steg-og-is”-musik i reggae-version til aftensmaden på resortet. De virker også meget hjælpsomme.. "Ja, ja, no problem man.." Det bliver bare ikke liiige med det samme ;) Nok pga...
Jamaica- og IFMSA-time
Der var noget med en luseshampoo, der ikke dukkede op trods flere dages intensiv "jo, jo, jeg skal nok gøre det.. det er mit top-priority". Godt så. LM var ikke helt tilfreds. Og så starter intet til tiden! INTET! Og er man ikke bevidst om at play the game, går man i spåner! Eksempelvis var plenary sessions (generalforsamlingerne) 30 minutter forsinkede i snit, hvilket i øvrigt var ny rekord. Altså på den gode måde! Så ros til OC (Organizing Committee).
Rig vs. fattig
Fra mit luksuriøse værelse kunne jeg se slumkvarteret 150 meter væk. Og så var det i øvrigt super mærkeligt at blive vartet op i hoved og.. nå ja. Jo, jo, Jamaica er skam et fantastisk land, men jeg bryder mig ikke om den negligering af de 85 %, der tilsyneladende er enormt fattige. Welcome to our wonderful country!? Danmark er om end ikke perfekt, men klart at foretrække.
Ja, jeg er lys. Nej, jeg vil ikke prøve dit Jamaican Steel..
Alt med måde: Fint nok med lidt opmærksomhed, men at blive overdænget med vamle komplimenter og tilbud om at prøve noget ”Jamaica Steel” er bare for meget! Tilsyneladende er der middelaldrende amerikanske kvinder, der ved at tage på Jamaicansk sexferie, ødelægger det for resten af os kvinder, som ikke ønsker noget samkvem what-so-ever med bell boy’en eller security guard’en. Åh gud! Slap af!
Pre-GA og TNT
I lufthavnen var der slet ingen tvivl om, hvem der skulle til Pre-GA-workshoppen. Forventningsfulde hvide mennesker havde formet en lille gruppe og der blev knævret! Fantastisk med denne åbne stemning og at man i løbet af 5 minutter har sagt goddag til USA, Rumænien, Polen og Østrig!
Jeg skulle på Pre-GA TNT (fik jeg sagt, at IFMSA elsker forkortelser?). TNT er Training New Trainers, altså et kursus, hvor jeg ville ende med at give en 5 timers lang træning på selve GAen. Forventningerne var enorme, og det skulle blive tre intensive dage! Heldigvis var Laura fra København og Lene Maria fra Århus også med. Jeg havde fornøjelsen af at lære dem at kende i Mexico, og vi er et godt team. Og – utroligt nok – mødte jeg Alex fra Østrig, som jeg havde været i Coimbra, Portugal med. Fantastisk fyr!
Allerede første dag var jeg blown away! Første øvelse er kaldet ”Feed Forward”, og den går ud på at alle deltagerne skal tænke på en opførsel/vane, som påvirker deres arbejde negativt. Bagefter skulle vi finde en partner, fortælle vedkommende om problemet. Uden at han måtte komme med kommentarer. Sidst sagde man ”What do you have for me?”, og så skulle han komme med et forslag til, hvordan man kunne ændre denne opførsel/vane. Til slut sagde man ”tak”, uanset om det var guldkorn eller det rene l... Og så fandt man en ny partner og kørte rutinen igen. Super øvelse: Det der med at få sat ord på sin dårlige vaner, få input fra andre og nye perspektiver var fantastisk. Og det var super intimt. Jeg mener, hvor tit er det, at man egentligt fortæller om noget, man er rigtig, rigtig dårlig til, til andre? For sjældent! TNT’en var i gang...
Med TNT fulgte 3 fantastisk intensive dage. Der var program fra kl. 9 til 18 og 20-22 hver dag, med ca. 1 times frokost og ellers - stort set – ingen pauser. Derudover skal man planlægge sin 5 timers lange træning, og nå at feste og hygge med de andre deltagere på Pre-GA’en. Og ikke at forglemme: Group hugs og group massages. Carl Mar Møller, go home!
Jeg skulle – sammen med Hilke fra Bremen, Tyskland – lave træningen Time and Self Management. Super spændende og relevant område, men også utroligt omfattende. Ikke så meget Time Management, men hvor mange Self Management bøger er der ikke lige skrevet?? Hilke er super - sød pige, ikk’ for fed, let at snak’ med :) Vi arbejde rigtigt godt sammen og havde god kemi. Vigtigt, når man skal bruge SÅ lang tid sammen med en, man først mødte 2 dage før. Fedt! Jeg regner bestemt med at se hende igen :)
Træningen var allerede på første og anden dag på GAen, og det gik fantastisk. Første dag gik ”kun” okay – hvilket set i bagklogskabens ulideligt klare lys var bedst, for vi fik fantastisk god feedback fra gruppen efter de første 2,5 time. De fik opgaven – anonymt – at skrive alt det positive og negative kritik, de kunne komme på, på en post-it. Vi var enige i det negative og svælgede i det positive. Før andendagen havde vi taget den negative kritik og arbejdet med både os selv og indholdet i træningen. Det gik helt fantastisk! Vi endte med at få så god kritik at det for den jantelovs-prægede dansker virker ulovligt at skrive om det. Fedt, fedt, fedt!
Så nu er jeg IFMSA-træner. Jeg har endda en T-shirt, der bekræfter det. Hele oplevelsen var fantastisk og tak til Salmaan, Al, Hilke, Nora, LM, Laura, Jo-Inge, Alex, Béné, Maxime, Jacob og Essi for at have gjort det til noget helt specielt.
Ps. En enkelt negativ ting om Pre-GAen: Besynderligt at man kan holde en workshop i, ja, faktisk var temaet til GAen vist også: ”Nutrition and Heath” og så servere Kentucky Fried Chicken til frokost!?!?!?!?! Maden var så dårlig, at man skulle tro det var løgn.
søndag den 3. august 2008
Jammin' in Jamaica
Kingston Airport var ligesom jeg havde forventet det: Lille, kaotisk og sindssygt mange mennesker. Havde dog også forventet et ”hjælp til hotel”/”hjælp til transport i Jamaica”-agentur.. I stedet var et bord, hvor 2 jamaicanere opskrev folk til et 14 dages Jesus-seminar. Næppe! Hvad gør man så? Finder nogen i uniform og spørger, hvordan man får fat i en taxa. Er desværre blevet lidt forskrækket over alle formaningerne om hvor farlig Jamaica er – så det gjorde taxaturen mere spændende end hvad godt er. Chaufføren var dog sød, selvom hun kørte som en brækket arm, og lærte mig lidt Patois, som er et sprog, mange jamaicanere taler i stedet for engelsk. Kan ikke huske noget af det – kun: ”Yo mann” :)
Hotellet er fantastisk – det ligger på en tange, så der er udsigt til Kingston og smukke bjerge bagved. Der er pool, palmer og pragtfuld reggaemusik. Og I love Jesus-reggae – specielt! Og alle er venligt stemt undtagen receptionist-damen. Det må være varmen.
Ned til vandet ligger den ene store yacht efter den anden. Sådan en må jeg have en dag.
Om lidt tager jeg til TNT, Training New Trainers-seminar. Resultatet er, at jeg bliver IFMSA trainer, og dermed kan give Træninger til folk i Danmark, og hvis jeg bliver god: Resten af verden. Det bliver bare så fedt!!!!
Getting from here to there
Forberedelserne til turen har været uovertrufne for mit vedkommende, grundet to 11 timers nattevagter uden internet et par dage før afrejse. Også pinagtige – her tænkes på mit besøg hos rejsemedicinsk klinik, hvor den snart 8. semesters medicinstuderende ikke kunne huske hverken vaccinationskort eller hendes vaccinationer. For hulan! Det er typisk ikke godt, når lægen siger: ”Åh gud – jeg tør slet ikke tænke på, hvad der sker når du får børn”. Æv...
Men når i vanlig stil det hele, og ydermere at klippe 2 personer og strege 90% af en utrolig omfattende to-do-list.
Ellen og Astrid, mine to niecer, er fantastisk søde. Er der noget bedre end at råbe: ”HEJ PIGER!” og få to unger stormende mod en og give kæmpe knus? Vi brugte eftermiddagen på at lege og fik lækker aftensmad og dessert før ungerne skulle puttes og jeg kunne få 6 timers søvn inden rejsen for alvor begyndte. Det var mellem 1 og 2 timer mere end de foregående 4 dage, så skønt :)
Flyet var lidt forsinket ud af København, men alt klappede i London, så jeg var ved gaten i god tid. Grundet elektronisk self check-in i København (velkommen til 2008) skulle jeg have mit boardingkort ved gaten, og det skabte en del forvirring. Og - jeg var sekunder fra at flyve FIRST CLASS!!! Det viste sig at de havde dobbeltbooket mit sæde - sikkert pga. ovenstående boardingpass-forstyrrelse. Jeg kom først - og den anden, der egentligt havde sædet gik op og spurgte stewardessen om hvad vi skulle gøre.... og blev sendt på First Class. FOR FANDEN DA! Og 8 timer er lang tid at surmule over at være på det rigtige sted på det forkerte tidspunkt.
Desuden var vi halvanden time forsinket ud af Heathrow, så jeg var temmelig muggen. Samme var stewardesserne, da jeg for 14. gang spurgte: Hvor meget forsinkelse har vi? Hvad skal jeg gøre? Hvad skal jeg skrive her? Not the favorite passenger, I tell you!
Vi endte dog kun ved at være 1 time forsinket, og alt gik helt perfekt i Chicago - der var ingen kø, og det tog kun 45 min at få bagage ud, checke ind, finde terminal og gate. Højt humør. Nåede da jo selvfølgelig at spæne gennem lufthavnen i strømpesokker med et stressniveau minimalt under nervøst sammenbrud. Det kan mærkes at man lever!
Men til en anden gang: Det var bare slet ikke faldet mig ind, at jeg kunne have taget et par dage i Chicago i stedet for at tage det hele i een køre. Og rejs ikke i klip-klapper.. De lader sig ikke løbe i. Det ved jeg så næste gang...
Hotellet i Miami var perfekt! Kunne sagtens have blevet der et par dage senere.
Og har i det hele taget mødt mange søde mennesker på turen herover: En englænder, som skulle på Highway 66-eventyr med sin far, en business man fra Miami og et par fra Arizonas ørken, som skulle på ferie på Barbados. Elsker mentaliteten hos resten af verden. Det kunne vi fremmedfjendske/generte danskere lære noget af.
Glæder mig også til mødet med over 600 medicinstuderende fra hele verden. Det bliver fantastisk – og kender næsten alle de danskere i delegationen. Dejlige mennesker. Gad vide hvilke internationale kriser, jeg skal løse denne gang? (sidst var det krisen med Sudan, jeg løste. Sudanesere er fantastisk søde mennesker!). Gad vide om jeg kan få dansk salatost til at hedde Feta igen? :)
Op på en fantastisk hest igen
En ny rejse begynder!
Eller dvs. – har jo lige nået at være i London med Marie og Sunny Beach med Helene, og for at sige det kort, så var førstnævnte shopping- og sidste solpræget. Dejlige ture.
Men nu begynder så den helt store rejse i 2008. Første stop Jamaica og derefter Ohio for at besøge mine værtsfamilier, venner og veninder. Det bliver helt kanon.
Abonner på:
Indlæg (Atom)
